Af Gustav Stubbe Arndal
Nu går det snart for sig på Hollywoods største aften. Den røde løber rulles ud, og de største filmstjerner i verden flokkes til for at kåre årets bedste film og filmskabere. Man kan rulle med øjnene så meget, man har lyst til, men Oscars er virkelig noget særligt og noget betydningsfuldt for dem, der uddeler og modtager priserne.
Hvordan ceremonien 2023 kommer til at se ud i historiebøgerne, kan vi kun spå om, men allerede med nomineringerne er der rigeligt at diskutere.
Så om du er typen, der er oppe hele natten for at se showet live dansk tid, eller typen, der ser eftermælet på twitter dagen efter, så får du her et overblik over de store favoritter, de potentielle overraskelser og igangværende kontroverser, der kommer til at definere dette års Academy Awards.
Oscars tør være Oscars igen
Hvis der er én ting, folk husker fra sidste års Oscars, er det selvfølgelig lussingen – da Will Smith marcherede op på scenen og slog Chris Rock, efter komikeren lavede en joke om stjernens kone. En af de største awards-skandaler i nyere tid, kun gjort mere markant, da Will Smith gik hen og slog (i overført forstand) sine konkurrenter for Best Actor-prisen.
Men lussingen var en skjult gave til akademiet. Havde Smith slået koldt vand i blodet, ville flere nemlig huske de forfærdelige beslutninger, producenterne havde taget med priserne. Navnlig blev hele otte kategorier (Editing, Make-up, Sound, Production Design, Score og de tre kortfilmskategorier) uddelt i løbet af liveudsendelsens reklamepause, mens de fleste store stjerner stadig leverede kedelige interviews på den røde løber.
Dette gav plads til det mest tåkrummende segment længe set, da der under showet vistes en montage af populære film og såkaldte ”#OscarsCheerMoments” udvalgt i en uformel og underreklameret meningsmåling på twitter, der var blevet forvrænget af en hær af Andrew Garfield-fans og Zack Snyder-nørder.
I år er tingene anderledes. Akademiet har ikke blot indført en ekstra sikkerhedsrolle for at hindre yderligere slagsmål – de viser i år samtlige kategorier fra showet, og er vendt tilbage til at have en enkelt vært i stedet for adskillige eller, som de eksperimenterede med i 2020, ingen.
Det er betryggende, at man ikke længere forsøger at genopfinde den dybe tallerken ved at fjerne eller ændre alle de ting, der faktisk gør Oscars værd at se.
Ovenikøbet bliver det første gang siden 2020, at ceremonien fejrer et fuldt og succesrigt filmår uden en pandemi, der hindrer store biograffilm fra at hitte. Som Steven Soderbergh har udtrykket det: de har ikke længere en undskyldning for svagt seertal.
Især da årets to største blockbustere – Avatar: The Way of Water og Top Gun: Maverick – begge er nominerede i flere kategorier, heriblandt Best Picture.
De er i selskab med de overraskende hitfilm Elvis og Everything Everywhere All at Once, sidstnævnte som årets mest nominerede film. Men også med mindre sete dramaer som Women Talking og Spielbergs The Fabelmans, som endnu ikke har haft premiere her i Danmark. Feltet er bredt og sejren er ikke sikret for nogen.
De fraværende
Trods grund til optimisme er årets Oscars ikke uden kontrovers. Alle har deres personlige darlings, som bliver oversete, men af og til er det mere bemærkelsesværdigt.
Jordan Peeles dybsindige monsterfilm Nope har for eksempel ikke modtaget en eneste nominering, trods Akademiet har været glade for ham og hans værker siden Get Out (2017), der ankom som startskuddet på et Oscar-ræs med større diversitet og nye talenter.
Både Viola Davis og Danielle Deadwyler, hovedrollerne i henholdsvis The Woman King og Retfærdighed for Emmett Till var fraværende fra Best Actress kategorien, til stor overraskelse for mange. Deres fravær kan blandt andet forklares med inklusionen af Andrea Riseborough, nomineret for den langt mindre profilerede To Leslie.
Riseborough sikrede sin nominering med en heftig kampagne på sociale medier, der foregik meget sent i Awards-sæsonen. Ved hjælp af professionelle brancheforbindelser og et meget lavt budget blev budskabet spredt på twitter og Facebook. Hun gik så langt udenom den typiske kampagneproces – en proces, der bringer store indtægter til Akademiets ledelse – at der var snak om at undersøge hende for regelbrud.
Hendes succes belyser to problemer med Akademiet og filmindustrien. På den ene side er det en sejr mod en nomineringsproces, hvor penge får lov at tale højere end talent og hårdt arbejde, og hvor værdige indiefilm næsten ingen chance har for at konkurrere.
På den anden side er det noget sigende, at en hvid kvinde kan kæmpe sig igennem den forhindring og blive nomineret, mens to sorte kvinder, som følger alle spillets uofficielle regler, er de første til at blive oversete eller udskiftede.
Et sidste markant fravær er Decision to Leave, en fængende neo-noir fra sydkoreanske auteur Park Chan-wook, der end ikke modtog en nominering for International Feature. En så ubegribelig situation, at man kun kan ryste på hovedet.
International Feature er derfor den mest forudsigelige kategori: Intet nyt fra vestfronten er nomineret i hele ni kategorier inklusive Best Picture.
Andre kategorier er mindre forudsigelige, men det er stadig sjovt at spekulere:
Forudsigelser
Best Animated Feature
Vinder: Guillermo del Toro’s Pinocchio
Hold øje med: Rød
Kategorien for bedste animerede spillefilm har længe været en underkendt kategori. Sædvanligvis spørger man sig selv, om der er en Pixar- eller Disneyfilm til stede, og så er løbet kørt. Folk fra animationsbranchen stemmer om de nominerede, men hele Akademiet stemmer samlet om vinderen, som notorisk ofte går til den film, flest af deres børn eller børnebørn har set.
I år er det mindre sikkert. Ligesom Spider-Man: Into the Spiderverse (2019) overraskede i 2020 mod Pixars Vilde Rolf smadrer internettet (2019), har vi en potentiel konkurrent mod Pixars Rød i form af Guillermo del Toro’s Pinocchio.
Den Netflix-producerede stop-motion film har en Oscar-vindende instruktør bag rattet (og i titlen!), og Rød fik meget begrænset biografdistribution tidligt på året, inden den blev sendt på Disney+. Pinocchio bliver også hovedsageligt streamet, men da det er en nyere film fra en velagtet filmskaber, har den en god chance for at sejre og blive blot den anden stop-motion film nogensinde til at vinde i kategorien.
Best Supporting Actor
Vinder: Ke Huy Quan
Hold øje med: Brendan Gleeson
Nok den svageste konkurrence blandt skuespilkategorierne. Ke Huy Quan har ikke bare en stærk, mangesidet og essentiel præstation i årets mest nominerede film. Han har også en forbandet rørende comeback-historie.
Quan er mest kendt for rollen som børne-sidekick til Indiana Jones (Harrison Ford) i Temple of Doom (1984), da han var blot 12 år gammel. Men siden 90’erne har den vietnamesisk-amerikanske skuespiller arbejdet bag kulisserne, bl.a. som stuntkoordinator, da mulighederne for asiatiske skuespillere var alt for begrænsede.
Everything Everywhere All at Once blev ikke blot et overraskende kæmpehit, men lod ham vise sit enorme talent – ikke bare for skuespil, men for kampsport og rå charme. Det er dog hans personlige fortælling, der gør den største forskel, når Akademiet skal stemme. Hvem vil ikke se endnu et genforeningsbillede med ham og Spielberg?
Den stærkeste konkurrence kommer fra Brendan Gleeson, en ældre og respekteret skuespiller med en markant og essentiel rolle i The Banshees of Inisherin. En statuette til veteranen for at ære en lang karriere ville ikke være det største chok i verden.
Best Supporting Actress
Vinder: Kerry Condon
Hold øje med: Jamie Lee Curtis eller Angela Bassett
Både Jamie Lee Curtis og Stephanie Hsu er nominerede for Everything Everywhere, men Jamie Lee Curtis har de bedste chancer som en gammel, respekteret legende, som Akademiet kunne finde på at give en uformel karrierepris, nu hvor de har chancen.
Angela Bassett er i en lignende situation og har en større rolle at spille i Wakanda Forever, men det er nok ikke et plus i Akademiets bog, at hun spiller i en Marvel-film, som for mange repræsenterer en filmbranche i krise. Med en Golden Globe i hus skal man dog ikke undervurdere hendes chancer.
Mit bud er dog Kerry Condon for The Banshees of Inisherin. En stærk præstation, og Banshees er en film båret af sine skuespillere. Med det sagt, så er der bestemt tæt løb i kategorien.
Best Actor
Vinder: Brendan Fraser
Hold øje med: Colin Farrell eller Austin Butler
For første gang siden 1962 består Best Actor kategorien udelukkende af mænd, der aldrig har været nomineret før. Det gør kategorien mindre forudsigelig, men der er nok en frontløber at pege på. Brendan Fraser har, ligesom Ke Huy Quan, en comebackhistorie, som Akademiet ikke kan ignorere.
Brendan Fraser, stjernen i George of the Jungle (1997)og The Mummy (1999), havde en karriere på køl og et utal af helbredsproblemer fra 00’erne op mod i dag, og hans rolle i The Whale er den slags transformerende, udfordrende materiale, der ofte høster priser i bunkevis.
Filmen har dog modtaget kritik for sin afbildning af tykhed, så Akademiet kunne læne sig mod en mere respekteret dramatisk skuespiller som Colin Farrell. Eller de kunne gøre, hvad de gør bedst: give prisen til ham, der laver en god efterligning af en virkelig person. Austin Butler har en smal chance… men chancen findes!
Best Actress
Vinder: Cate Blanchett
Hold øje med: Michelle Yeoh
Trods en nomineringsstrid, der bragte megen diskussion om kampagneregler og institutionel racisme, kommer Riseborough nok ikke længere end at blive nomineret. Striden står mellem to store hovedroller med vidt forskellige kvaliteter.
Michelle Yeoh bærer Everything Everywhere med en utroligt krævende hovedrolle, der spænder fra hverdagskomik til tragisk drama og kampsport. Hun er også den første (åbent*) asiatiske skuespillerinde nogensinde nomineret til prisen, og trods hendes filmkarriere har været mere aktiv end sin medstjerne, er der også lidt af et comeback-narrativ at hægte sig på.
Cate Blanchett leverer dog sit livs præstation i Tár, som drejer sig totalt om hendes skuespil på en måde, Everything Everywhere ikke helt gør. Blanchett har allerede vundet to statuetter, for The Aviator (2004) og Blue Jasmine (2013), og normalt ville det være et lille minus for hendes chancer, da Akademiet kunne ønske at give prisen til nogen, de endnu ikke har hædret.
Men efter Anthony Hopkins vandt mod Chadwick Boseman, mens Frances McDormand vandt mod Carey Mulligan i 2021-showet, er der grund til at tro, at Akademiets respekt for store skuespillere med stærke præstationer overgår deres sentimentalitet af og til. I år kunne være endnu et eksempel.
*Merle Oberon, som var nomineret i 1936, præsenterede sig som hvid og skjulte sin mors asiatiske baggrund.
Best Director
Vinder: Daniel Kwan & Daniel Scheinert
Hold øje med: Steven Spielberg
Everything Everywhere er ikke bare en fantastisk film, der er populær både blandt det gængse publikum og Akademiet. Det er også en film spækket med en slags vanvittig kreativitet, der tydeligvis kommer fra en klar vision fra filmens skabere.
Den er ikke blot velinstrueret, men instruktørernes tilstedeværelse er mærkbar og essentiel for oplevelsen. Og synlighed er ofte et vigtigt element for denne slags prisuddelinger, selvom mange dele af filmkunsten kan hævdes at være bedst, når det ikke bemærkes.
Den stærkeste konkurrent mod Daniel Kwan & Daniel Scheinert er uden tvivl Spielberg, den levende legende, der med The Fabelmans bringer sin egen barndom op på lærredet. Spielberg har allerede vundet prisen to gange og været nomineret ni gange, så man har nok ikke travlt med at hædre ham. Men lidt kamp mellem den nye og gamle generation er der plads til.
Best Picture
Vinder: Everything Everywhere All at Once
Hold øje med: The Fabelmans, The Banshees of Inisherin
Everything Everywhere er allerede en af de mest prisbelønnede film nogensinde, og filmen står med sine 10 nomineringer til at hive guldet hjem til Oscar-showet som sidste stop i sin sejrsrunde. For blot et år siden ville det være svært at forestille sig, at så unik og til tider fjollet en film kunne opnå så stor anerkendelse fra en generelt konservativ, risikosky filmindustri.
Men her er vi. Ligesom Parasite (2019) gjorde det før, kan Everything Everywhere bryde de kendte normer og regler med rendyrket, unægtelig kvalitet. Måske hiver den sejre hjem i næsten hver eneste kategori, den er nomineret i, og dominerer showet?
Eller måske ikke. Måske de gamle stemmer i Akademiet skyer lidt væk fra filmen, der lugter lidt for meget af en fremtid for filmmediet, de ikke helt forstår. Måske de falder tilbage på en sentimental fejring af filmmediet fra en instruktør, der engang var banebryder, men nu er blandt de ældste veteraner.
Eller måske stemmerne splittes nok mellem dem, der elsker Everything Everywhere og dem, der lod sig bevæge af Fabelmans, og en bredt vellidt film fra folks anden- eller tredjeplads ender med sejren – måske Banshees.
Eller måske går det fuldstændig amok, og Top Gun: Maverick snupper de tekniske kategorier plus en Best Picture.
Det er én ting, der er værd at huske om Oscars: Ingen ved noget! Nogle ting føles sikre, indtil der sker noget totalt overraskende – eller skuffende. Hvad skal man også med et awards-show, der er totalt forudsigeligt? Der er en spænding i at vide, at Akademiet hvert øjeblik kan bortkaste alle prognoser og begå en kæmpe bommert eller give en historisk sejr til en film eller kunstner, ingen troede havde en chance.
Du går måske glip af det drama, hvis du er typen, der vælger en god nats søvn i stedet for en Oscar-nat i pyjamas. Men forhåbentligt vil du nu forstå min (og mange andres) overraskelse og forvirring, når Elvis går hen og vinder hovedprisen.
Kommentarer